Antenner på andre folks tage

En boks på altanen

Hvert trafikfly fortæller to gange i sekundet verden, hvor det er, hvor højt og hvor hurtigt det flyver, og desuden sit kaldesignal og en kode, der kun hører til netop dette fly. Signalet hedder ADS-B, det sendes på 1090 MHz, og siden 2020 skal trafikfly i Europa og USA have det. Det er ikke krypteret, og ingen behøver tilladelse for at lytte. En modtager på størrelse med et USB-stik og en antenne på altanen fanger det.

Hvad den hører, afgøres af jordens krumning. Radiobølger går i lige linjer, så et fly i marchhøjde på ti kilometer kan ses fra omkring fire hundrede kilometers afstand, mens et fly, der kredser lige over en flyveplads, forsvinder bag horisonten efter et par dusin. En bakke, en boligblok eller en skorsten skærer en skive ud af udsynet, og derfor er hver stations rækkevidde en skæv figur og ikke en cirkel.

map.flights står derfor på folk, der har sådan en boks derhjemme og også sender dataene til os. Den, der bygger sin første station, har hverken skærm eller tastatur ved hånden: man skriver kortet, sætter boksen til og scanner en QR-kode med telefonen. Stationen åbner sit eget wifi, ejeren trykker antennens placering ind på et kort og ser inden for få sekunder, hvad den modtager, uden konto.

Når noget er galt, siger stationen det selv: en svag strømforsyning, en modtager, som et andet program allerede har lagt beslag på. Profilen er offentlig, uden adressen. Kun en grov kortcelle og landet slipper ud.

På en nat

Indtil begyndelsen af september voksede netværket med nogle få stationer om dagen. Så sprang antallet mellem den 6. og 7. september fra 66 til 111.

Den 28. september var der 170 stationer i 24 lande på seks kontinenter. En typisk station hører fly ud til omkring 370 kilometer, hvilket er tæt på, hvad jordens krumning tillader.

I USA lytter nogle stationer også på en anden frekvens. Små fly, der flyver lavt, kan dér sende deres position på 978 MHz i stedet for 1090, og en ejer, der tilføjer en ekstra modtager, ser på profilen, hvor mange af dem den har fanget. Dem tæller vi for sig, for et nul på profilen skal betyde, at vi kiggede og ikke fandt nogen, ikke at vi aldrig kiggede.

Flere modtagere, end ranglisten viser

Alle, der sætter flueben ved map.flights i adsb.im, begynder straks at sende data, og mange når aldrig at registrere sig. De modtagere har intet navn og ingen profil, og de står ikke på ranglisten. Om aftenen den 28. september var 239 af dem forbundet på samme tid, mens 147 registrerede stationer var forbundet på samme måde i det øjeblik.

Mange stationer sender til flere netværk på én gang, og det har vi det fint med. Dataene tilhører den, der modtager dem, og én antenne kan hjælpe så mange kort, som ejeren har lyst til.

En almindelig station bidrager med et par hundrede tusinde positioner om dagen, den travleste med næsten ni millioner. I bytes er det beskedent: typisk nogle titals megabyte om dagen, lidt over en gigabyte for de travleste stationer i tæt luftrum.

Selv en anonym modtager får en plads på netværkskortet, hvis den er med til at beregne positionerne for tavse fly. Den tegnes i en blegere farve, kun med en nøjagtighed på en celle på 25 kilometer, og vi tilskriver den aldrig en rækkevidde eller en score, for den har vi aldrig målt.

En rekord, der ikke var en

I september nåede en station nær Prag pludselig ud til 822 kilometer. Den havde ikke fået en bedre antenne. Den havde hørt et fly, hvis satellitnavigation blev forstyrret, og flyet udsendte en position langt væk over Ukraine.

Flyet afslørede dog sig selv: det meldte, at det ikke selv stolede på den position. Siden da tæller en position, som flyet ikke selv stoler på, ikke længere med i en stations rækkevidde. Hver position tæller stadig med i, hvor mange fly en station har hørt. At den hørte flyet, var ægte; kun afstanden var det ikke.

Mere end halvdelen af positionerne fra vores eget netværk kommer fra folk, vi ikke engang kender ved navn.